Vedtægter
Vedtægter Hedensted Ridecenter.
§ 1
Klubbens navn er Hedensted og Omegns Rideklub, og har hjemsted i Hedensted kommune. Klubben er medlem af Dansk Ride Forbund (DRF) under Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og er således underkastet disse love og reglementer. Klubben har til formål at samle alle aldersgrupper, der har interesse i ridesporten og give dem mulighed for udøvelse af deres sport og kammeratlig samvær i deres fritid.
§ 2
Årskontingentet fastsættes af generalforsamlingen, og der optages junior- og seniormedlemmer samt passive medlemmer. Ved juniormedlemmer forstås i kontingent sammenhæng unge under 16 år. Aktive ryttere er forpligtet til inden for 1 måned efter påbegyndt ridning at være medlem af klubben. Er kontingentet ikke betalt inden 1 måned efter forfaldsdatoen, kan medlemmet slettes og kun optages ved indbetaling af restancen. Kontingentet opkræves forud med opgørelse pr. 1. januar. Ved udmeldelse af klubben ydes ikke refusion af forudbetalt kontingent. Udmeldelse af klubben skal ske senest 1. januar. I modsat fald vil medlemmet blive afkrævet for det kommende årskontingent. Ved efterfølgende manglende betaling heraf er medlemmet underkastet de ovenfor nævnte regler for eventuel senere optagelse i klubben.
§ 3
Klubbens anliggender varetages af en bestyrelse på 5 eller 7 medlemmer som vælges på generalforsamlingen for 2 år. Der afgår hvert år 2 eller 3 medlemmer af bestyrelsen. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen vælger selv formand, næstformand, sekretær og kasserer og fastsætter selv dens forretningsorden. Valgbare til bestyrelsen er alle aktive og passive medlemmer over 18 år, samt forældre/værger til aktive medlemmer under 18 år. Der vælges 2 suppleanter. Som supplement til bestyrelsen vælges underudvalg til varetagelse af specialopgaver. Udvalgene arbejder under ansvar af bestyrelsen, ligesom der skal være mindst 1 bestyrelsesmedlem repræsenteret heri. Bestyrelsen vælger selv disse repræsentanter. Valg til udvalgene sker på generalforsamlingen. Medlemmer under 18 år vælger selv et udvalg (juniorudvalg). Medlemmerne indkaldes til orienterende møde umiddelbart efter generalforsamlingen. Bestyrelsen udpeger en repræsentant til dette udvalg blandt bestyrelsens medlemmer.
§ 4
Bestyrelsen sammenkaldes på forlangende af 2 bestyrelsesmedlemmer eller formanden. Alle beslutninger træffes ved almindelig flertal. For at tage gyldige bestyrelsesbeslutninger skal mindst 4 bestyrelsesmedlemmer være repræsenteret. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Næstformanden træder under formandens fravær i dennes sted. Sekretæren fører protokol over forhandlingerne på bestyrelsesmøderne samt generalforsamlingen. Senest 8 dage før hvert møde i bestyrelsen skal der ophænges dagsorden på rideskolen, og der ophænges orienterende referat senest 8 dage efter.
§ 5
Klubbens drift gennemføres ved indtægt gennem den daglige drift af rideklubben samt ved tilskud fra det offentlige. Generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til i pengeinstitut o.l. at optage kassekredit eller andre former for nødvendig driftkredit til brug ved drift af klubbens virksomhed. Generalforsamlingen fastsætter hvert år den maximale låneramme for gældsoptagelsen. Bestyrelsen disponerer over de midler, der gennem det foranstående tilfalder klubben, men kun til klubbens formål, og træffer bestemmelser vedrørende dens virksomhed. Bestyrelsen kan meddele prokura.
§ 6
Regnskabet afsluttes ultimo december og forelægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse efter revidering af 2 på den ordinære generalforsamling valgte revisorer, een afgår hvert år.
§ 7
Stk. 1.
Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Den ordinære generalforsamling afholdes i januar eller februar måned. Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 3 dage før generalforsamlingen. Tid og sted skal være oplyst til medlemmerne gennem opslag i stalden og annoncering i den lokale ugepresse senest en uge før.
Stk. 2.
Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Afstemning sker skriftlig når mindst 5 medlemmer forlanger dette.
Stk. 3.
Stemmeberettigede er alle tilstedeværende aktive og passive medlemmer på generalforsamlingen over 18 år. Medlemmer under 18 år kan afgive stemme via en forælder/værge repræsenteret på generalforsamlingen.
Stk. 4.
Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:
1) Valg af dirigent.
2) Bestyrelsens beretning.
3) Regnskabsaflæggelse.
4) Fastsættelse af gældsoptagelse.
5) Fastsættelse af kontingent.
6) Indkomne forslag.
7) Valg af bestyrelse + 2 suppleanter.
8) Valg af udvalg.
9) Valg af revisorer + 1 suppleant.
10) Eventuelt.
§ 8 (Bestyrelsen er bekendt med at denne § af uforklarlige årsager mangler og arbejder på at fremskaffe den)
§ 9
Der udbetales honorar til bestyrelsen. Alle bestyrelsesmedlemmer får honorar for telefon og internetudgifter. Formand og kasserer får endvidere honorar for administrationsudgifter. Beløbenes størrelse fastsættes af bestyrelsen jævnfør "DIF/Skat (skattefrie godtgørelser) for foreningens ulønnede medhjælpere".